Slået op d.

Sådan stryger du hotfix rhinsten på tøjet

Rhinstensmotiv krone

Rhinstensmotiv krone

Det er faktisk ikke spor svært at stryge hotfix rhinsten på med et helt almindeligt strygejern. Men derfor kan det alligevel være meget rart med en trin-for-trin guide til, hvordan man gør. Det sværeste er nok at finde ud af, hvordan man indstiller sit strygejern til ca. 160 grader, og her må man prøve sig frem, men på de fleste strygejern er det mellem 2 og 3 prikker. Hvis rhinstenene ikke fæstner ordentligt, når du stryger dem på, skal du sandsynligvis presse hårdere eller skrue op for varmen på dit strygejern. Men det kommer vi til senere.

Først skal du finde et hårdt underlag, fx et skærebræt af træ. Det almindelige strygebræt duer ikke – det er for blødt, og så kan du ikke presse hårdt nok på stenene. Tænd dit strygejern på mellem 2 og 3 prikker. UDEN damp. Så lægger du et stykke bagepapir mellem front og bag på blusen. Ellers risikerer du, at limen går igennem til næste lag. Stryg stoffet et par sekunder, så eventuel fugt forsvinder.

 Nu fjerner du bagsiden af dit rhinstensmotiv og placerer motivet på blusen. Læg bagepapir over og pres med strygejernet i 15 sekunder. Ikke noget med at stryge frem og tilbage. Hold strygejernet helt stille og pres, så hårdt du kan. Hvis motivet er for stort til at strygejernet dækker, må du efter de 15 sekunder løfte strygejernet til en ny placering og presse i 15 sekunder igen. Fortsæt indtil alle sten har fået nok varme. Vær opmærksom på, at hvis dit strygejern har huller til damp, får stenene under hullerne ikke varme nok, så her skal du flytte strygejernet og stryge igen.

Rhinsten stryges på

Når du er færdig, lader du det køle af, inden du forsigtigt trækker lineren af. Krads lidt på stenene med en negl for at sikre dig, at de sidder ordentligt fast.

Rhinstensmotiv liner pilles af

Det var det. Husk at vente 48 timer inden du vasker tøjet. Og husk at vende tøjet med vrangen ud eller lægge det i en vaskepose, så holder rhinstenene længere.

Skriv et svar