
Det er overraskende nemt at lave sit eget strygemærke af rhinsten. Med denne fremgangsmåde kan alle være med. Vi har testet det med yngstebarnet på 4 uden problemer (med en rhinstensblyant). Selve motivet skal nok tilpasses, så sværhedsgraden passer til barnets alder og evne til at koncentrere sig.
Du skal bruge:
- Hotfix-rhinsten (rhinsten med en varmeaktiveret lim på bagsiden)
- Hotfix folie (en varmebestandig klæbende film)
- Rhinstensblyant eller pincet
- Papir og blyant eller printer
- Klisterbånd
Sådan gør du:
Print eller tegn et passende motiv på et stykke almindeligt papir. Det kan være hvad som helst, men for især yngre børn og nybegyndere, bliver resultatet flottest, hvis det er meget tydeligt, hvor stenene skal placeres. Søg fx. på “cat outline” eller print et af nedenstående gratis motiver ud (linket åbner en PDF-fil i en ny fane):
Pil bag-lineren af et stykke hotfix-folie og læg folien over motivet med den klistrede side opad og tape den fast til bordet med klisterbånd, så det ikke rykker sig undervejs. Husk at gemme bag-lineren, den skal du bruge senere.
Brug din rhinstensblyant eller pincet til at lægge rhinstenene på folien med bagsiden opad.
Når du er færdig, trykker du forsigtigt stenene fast og motivet kan nu stryges på tøjet. Skal motivet ikke stryges på med det samme, lægger du blot bag-lineren over motivet, så kan det gemmes til en anden god gang.